Kontekst.it
imvblad@gmail.com
  • facebook
  • linkedin
  • Forside
  • Redaktionen
  • Bliv frivillig
  • Guide
    • Anmeldelse
    • Cheap & Tasty
    • Fattigrøven
  • Studieliv
    • Karriere
    • Vild ungdom
    • Udveksling
    • Total Lokal
  • Ude af Kontekst
    • Nørderi
    • Rant
  • Podcast
  • Studieblad (online arkiv)

Veganer for en uge – kan det betale sig?

Veganer for en uge – kan det betale sig?

Har vi brug for kød for at holde os kørende, eller kan man virkelig mærke en helt ny energi i kroppen, hvis man går over til en plantebaseret kost? Det kan være svært at svare på, hvis man ikke har prøvet det, og derfor har jeg lyst til at give det et skud. En uge uden hakket oksekød, mælk, æg og smør. Alt det gode, som mange danskere elsker. Selvfølgelig også uden de nyopfundne ellers meget populære køderstatningsprodukter. Her er min dagbog, efter jeg i en uge blev veganer.  

Af Casper Kalmar, Medievidenskab, 2. semester.

”Jeg gør det for dyrene”, ”jeg gør det for miljøet” eller ”jeg gør det for at være sundere, og for at få det bedre.” Sådan lyder svaret typisk fra en veganer, hvis de blev spurgt, hvorfor de var stoppet med at spise kød og andre animalske produkter. Den modsvarende part, kødelskerne, ville sandsynligvis svare ting som ”mennesker har brug for kød”, ”jeg kan ikke undvære smagen af kød” eller ”jeg kan ikke leve af tofu og kikærter”

Én ting er helt sikkert: At spise kød, eller ikke at spise kød, er nutidens helt store spørgsmål. Jeg vil ikke forsøge at svare på, hvem der har ret. Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg er stor fan af en god spaghetti bolognese. Dog er jeg bestemt heller ikke lukket overfor ideen om at skære ned på kødforbruget.

Kan det betale sig, at blive veganer?

Dag 0:

Før projektet starter, giver det naturligvis sig selv, at der skal handles ind. Efter nogle enkelte overraskelser på vejen, som eksempelvis at plantemargarine ikke altid er vegansk, kom jeg i mål med, hvad der skulle bruges til den kommende uge. Som en sidebemærkning kan det lige nævnes, at der foran mig i køen til kassen, stod et ældre ægtepar. De havde købt en god rødvin, bøffer og blandselvslik. Så er vi ligesom i gang.

Dag 1: Mandag

Morgenmad: Banan og chia-pandekager med friske bær og hakkede valnødder.

Middagsmad: Wraps med marinerede kikærter, chilisovs og blandet salat.

Aftensmad: Wok med marineret tofu, hakkede jordnødder og solsikkekerner.

Så er vi i gang! Og det starter godt, det må jeg sige: chia-bananpandekager er virkelig lækre. Der er ikke meget der slår frisk frugt om morgenen heller. Topkarakter herfra. Wrapsene er også overraskende gode: marinerede kikærter kan helt bestemt noget, som jeg ikke havde regnet med. Til slut er tofu heller ikke så slemt, som forventet. Det smager ikke af så meget, men har en god crispy konsistens, der egentligt er ret lækker i en wok. Første dag er overstået, jeg er ikke faldet om af proteinmangel endnu, hvem skulle dog have troet det?

 

 

 

 


Dag 2: Tirsdag

Morgenmad: Banan og chia-pandekager med friske bær og hakkede valnødder.

Middagsmad: Wraps med marinerede kikærter, chilisovs og blandet salat.

Aftensmad: Blandet spinatsalat med kidneybønnefrikadeller og hjemmelavet karrydressing.

I dag stod den igen på pandekager og wraps til henholdsvis morgenmad og middagsmad. Jeg er blevet ret vild med de pandekager, det må jeg indrømme. Aftensmaden havde jeg frygtet. Efter for første gang, at have spist kidneybønner for otte år siden, har jeg efter den skelsættende oplevelse ikke turde røre dem igen. Det ender også med, at jeg ikke kan spise de frikadeller, der er i salaten. Det skal dog siges at granatæble i en salat smager overraskende godt. I dag var mit energiniveau en smule lavere end normalt, men om det bare var det danske vejr, der endnu gang deprimerede mig, skal ikke kunne siges. I skrivende stund sner det igen, og en kop varm kakao kunne nok have hjulpet på det, men jeg har før prøvet soyakako, og det er ikke en vej, jeg er parat til at gå ned af igen.

Dag 3: Onsdag

Morgenmad: Boller med avocado og tomatsalsa.

Middagsmad: Salat med sorte bønner og ristede kirkærter

Aftensmad: Tofu i karry med ris

På forhånd havde jeg lidt en idé om at avocado ikke var så meget mig, og den idé fik jeg bekræftet onsdag morgen. Fem bidder og så røg det i skraldespanden. Desværre lidt spild af avocado, der åbenbart heller ikke er helt billigt. Så er det bare at holde sig indtil middagsmaden. Den var heldigvis ganske udmærket, sorte bønner smager heldigvis ikke så dårligt som kidneybønner, og ristede kikærter er stadigt virkelig godt. Aftensmaden var også lækker, ris og karry går man aldrig galt i byen med. Efter tre dage på projektet, synes jeg egentligt det går ret godt. Jeg er ikke ved at dø hverken af sult eller proteinmangel, men jeg må indrømme at jeg bruger meget mere tid på at lave mad, end jeg normalt gør.

 

 

 

 

Dag 4: Torsdag

Morgenmad: Overnight havregrød med frisk frugt

Middagsmad: Wraps

Aftensmad: Blomkålsfrikadeller med ovnbagte kartoffelbåde

Havregrød er ikke umiddelbart min favoritmorgenmad. Kan man dog lave det om aftenen, og bare stille det i køleskabet natten over, vinder det alligevel nogle point. Det smagte ret godt, og var dejligt nemt. Derudover var blomkålsfrikadellerne vildt lækre, og noget jeg sagtens kunne se mig selv lave igen. De smagte lidt af forårsruller, noget jeg desværre ikke har det nødvendige kulinariske mod til at give mig i kast med, men blomkålsfrikadeller er tættere på mit niveau.

 

 

 

 

Dag 5: Fredag

Morgenmad: Overnight havregrød med frisk frugt

Middagsmad: Salat med sorte bønner og ristede kirkærter

Aftensmad: Kartoffelsuppe med shiitakesvampe

Det er fredag nu, og jeg kan godt mærke, at veganerugen strammer til. Ikke kun grundet lysten til kød, men slik og chokolade (!) har jeg også måtte undvære, da jeg ikke er villig til at betale prisen for de veganske alternativer. Jeg har været ved at falde i nogle gange, men nu er der kun få dage tilbage af ugen. Kartoffelsuppe er altid godt, og shiitakesvampe skulle angiveligt smage som bacon. Jeg tror ikke rigtigt, at der er noget der smager som bacon, udover selvfølgelig bacon. Det kan være jeg laver dem forkert, for de kvindelige amerikanske morgen-tv-værter på YouTube var helt crazy med dem…

 

 

Dag 6: Lørdag

Morgenmad: Banan og chia-pandekager med friske bær og hakkede valnødder.

Middagsmad: Wraps

Aftensmad: Rester af kartoffelsuppe

Det er lørdag, og det begynder at presse lidt på. Skal man have lørdagsslik, skal man læse varedeklarationen på alle varerne, for at finde ud af, om de nu også er veganske. Det kan derfor godt blive en tidskrævende opgave. Ja, der findes vegansk chokolade, men det koster en bondegård, og jeg er på SU. Det er ikke så meget kød jeg længes efter, men ligeså meget alle de andre gode cheats som slik, chokolade og kage. Jeg siger til mig selv, at hvis jeg ikke kan holde en uge uden slik, så kunne det være jeg skulle på et mentalt slikafvænningscenter.

Dag 7: Søndag

Morgenmad: Banan og chia-pandekager med friske bær og hakkede valnødder.

Middagsmad: Rugbrød med veggieleverpostej

Aftensmad: Pasta-wok med spinat og ananas

Den sidste dag i ugen som veganer er nu kommet. Jeg har valgt at slutte af med de elskede pandekager, og så snød jeg lidt til middagsmad, men Stryhns nye veggiepostej måtte prøves. Det smagte ikke særligt meget af leverpostej, men konsistensen var god. Ugen sluttes af med en pasta-wok, og så må det ellers være tid til de afsluttende tanker.

#VeganWeek: Set i bakspejlet

Jeg har ikke sultet, kastet op grundet mangel på kød eller grædt mig selv i søvne hver nat med tanken om chokolade og is. Hele ”man kan ikke leve uden kød”-farcen holder ikke vand, hvis man skal basere det på min netop overståede uge. Hvad jeg dog også vidste på forhånd, og blot fik bekræftet, var at man sagtens kan skære ned på kød, uden at dø. Jeg følte mig ofte mæt på en anden måde, en sundere måde. Det hænger måske sammen med at man automatisk spiser sundere, hvis man forsøger at skære ting som kød, smør og fløde væk. Ikke desto mindre har jeg i løbet af ugen ikke følt mig proppet, som man nogle gange ville gøre efter en for god bøf, eller en stor Tasty-menu.

Også de gastronomiske evner bliver udfordret, og hvis man holder af at lave mad, så er der også stor glæde i det. De fleste ting man køber i konserves lugter (eller dufter, hvis man er til den slags) af kattemad, og så er det altså meget fedt at kunne vende det i en hjemmelavet marinade, og få det til at smage vildt lækkert. Kikærter, jeg taler til dig! Selvom det vare en smule dyrt, at være veganer, var det ikke noget der sprang budgettet. Når man først kender varerne lidt bedre, er det også nemmere, at gå målrettet efter de ting man skal have. Det er dog som sagt ikke noget, der ruinerer os studerende: en dåse kikærter koster f.eks. ikke ret meget end 5 kroner.

Alt i alt har det været rigtigt sjovt at prøve, og noget jeg kun kan anbefale andre. Det er sjovt at udfordre sig selv og sin krop, og hvis ikke en hel uge, så måske nogle få dage af gangen. Jeg har helt sikkert tænkt mig, at prøve nogle lignende projekter i fremtiden. Det næste bliver måske 7 dages 10.000 kalorie challenge. Det får jeg nok ikke lov til at min læge. 

Følg os på Facebook!

Facebook

Nyeste artikler

  • Onani, orgasmer og opsigtsvækkende ærlighed
  • Disney+ udfordrer Netflix
  • Udfordring: Er en halv liter flydende selleri dagligt sundhedseliksir?
  • Medievidenskabelige praktikberetninger
  • Den idiotsikre guide til at blive fritidsbotaniker

Kategorier

  • Anmeldelse
  • Cheap & Tasty
  • Classic
  • Fattigrøven
  • Guide
  • Halloween
  • Jul
  • Karriere
  • Nørderi
  • Nyt fra Kontekst
  • Podcast
  • Rant
  • Studieliv
  • Total Lokal
  • Ude af Kontekst
  • Udveksling
  • Uncategorized
  • Under Luppen
  • Vild ungdom
  • Voxpop
back up
© Copyright 2022 Kontekst.it