Udveksling #2 – Når det bliver hverdag i Barcelona

Udlængsel. Det rimer en smule på udveksling. Før afrejsen havde jeg længe gået med en længsel efter at skifte leverpostej og lunefulde vejrudsigter ud med salte sardiner og middelhavsvarme. I mit 24-årige liv har jeg aldrig været uden for Danmarks grænser i længere tid end en måned ad gangen, og det var derfor med en boblende glæde, at jeg trådte ud af lufthavnen i Barcelona i starten af januar med hele mit liv pakket ned i to kufferter. Nu har jeg boet i Barcelona i fire måneder, og mere end nogensinde er jeg forelsket i byen, jeg for første gang satte min fod i for syv år siden.

Af Amanda Louise Gladbjerg

Jeg er god til forandring. Jeg holder af at kaste mig ud i nye ting med de eventyr og udfordringer, det bringer med sig. Udfordringer skal jeg love for, at jeg fik den første uge. Ligeså flyvende jeg var over at møde de andre Erasmus-studerende fra hele verden, festerne og de mange begivenheder – lige så hårdt landede jeg med ansigtet i fliserne, da jeg opdagede, at min taske, som jeg havde holdt på mig en hel aften, var blevet tømt for indhold. Min iPhone og min pung med samtlige kort var blevet stjålet. Tilbage stod frustrationerne, tømmermændene og en dårlig internetforbindelse i det midlertidige hjem, jeg havde fundet at bo i, inden det værelse jeg bor i nu.

Det har været en mild vinter i Catalonien. Jeg kan huske i januar, da vi med ømme danseben, panda-øjne og bare arme plejede tømmermændene med croissanter og café con leche på torvecaféerne. Jeg var for modig med at smide tøjet, så snart solen skinnede. Få uger efter ankomsten blev jeg syg ligesom de Erasmus-studerende fra lande, der heller ikke kærtegnes af lune klimabælter. Jeg har taget ved lære, og på kolde dage går jeg rundt i lang ruskindsfrakke og fnyser af turisternes bare ben som en lokal.

Jeg bor i El Raval – Barcelonas svar på Nørrebro. Jeg holder meget af mit kvarter. Pakistaner-butikker med elektronikvarer fra det forrige århundrede ligger side om side med hipster-barer og designbutikker. Når jeg slikker sol på balkonen til mit værelse den ene time om dagen, hvor solens stråler når ned i den smalle gade, nyder jeg kvarterets summen. Jeg hører lyden af rullende skateboards samt manden, som hver dag går rundt og slår med et jernrør på de gasflasker, han sælger til gadens beboere. Du læste rigtig nok. Mælkemanden uddøde dog for længe siden. Mit køkken lider af en funktionel amputering – der er ingen ovn. Derfor er madlavning kogt ned til salater og lynstegte pimientos de padrón, de spanske, små grønne pebere, hvor hver tiende er djævelsk stærk – you never know. Men hvilken skade gør en manglende ovn, når det er nemt at finde et billigt, fantastisk måltid, som samtidig kan skylles ned med et glas cava til kun 2 euro. Jeg kan ikke begribe, hvilket ubehag det må blive, når jeg igen skal give 35 kr. for en kop kaffe i Danmark. En ting fra det danske køkken måtte jeg indlede jagten på, og jeg var henrykt, da jeg fandt min rugbrøds-pusher.

De første uger gik det ene forhold efter det andet i opløsning blandt Erasmusserne, og det skete også for mig, der i februar kunne kalde mig single. Lige så lidt spanierne mestrer engelske verber, ligeså godt mestrer de den non-verbale kommunikation. Det er godt for mine spanskkundskaber at gå på date, og jeg ser frem til at udvikle mit spanske sprog i den tid, jeg har tilbage – mere end når der langes drinks og skinke over disken. Jeg elsker de tilfældigheder og skæve situationer, der i en by som Barcelona kan bringe mennesker sammen. For eksempel som da et par nedfaldne underbukser på min balkon satte mig i forbindelse med min overbo.

I Barcelona går man ud meget sent. Nattelivet tilbyder stort set alt, hvad end man foretrækker de eksklusive klubber eller barerne i de mørke gader. Den ene aften kaster vi os selv og hinanden rundt på klubberne langs stranden. Den næste aften forvilder vi os ind på en restaurant, hvor vi, bedst som vi har kastet os over hvidløgsrejerne, overraskes, da ældre mænd i stiletter og pailletter vælter ind fra bagtæppet, og pludselig koger det lille lokale på første sal, så selv rejerne sættes i bevægelse. Hvis du går på klub før kl. 02 er der tomt, derfor går vi på bar inden eller mødes derhjemme. Politiet er strikse med private, larmende fester. Derfor gør vi en dyd ud af ikke at ankomme i større grupper, eftersom den Erasmus-studerende, som har scoret værelset med størst tilhørende stue, er nabo til en politistation. Forestil dig hvilken komisk udfordring det er, når festglade unge mennesker skal liste forbi de (flotte) mossos d’esquadra omgivet af hunde, salatfade og maskinpistoler.

Jeg var spændt på at opleve, hvordan Universitat Pompeu Fabra ville være. Jeg blev bekræftet i min anelse om, at niveauet er lettere sammenlignet med Aarhus Universitet. Det er et klokkeklart déjà vu til gymnasiet. I stedet for semestre kører universiteterne i Spanien trimestre. Det betyder, at man går i skole i to måneder, inden de lettere forhastede fag afsluttes med en eksamen, der skrives i hånden. Desuden er karakterskalaen anderledes, derfor kan mine karakterer ikke oversættes til den danske skala. Således er der ingen forskel på topkarakter og lige-netop-ikke-dumpe-karakter. Med andre ord betyder det ikke meget, om man drikker sangria kl. 16 om eftermiddagen, selvom der er undervisning kl. 19 samme aften. Det er ikke unormalt at have timer om aftenen, og i det hele taget er jeg meget tilfreds med den spanske døgnrytme. Det er derfor uhørt, at jeg på tredje trimester har time mandag morgen kl. 8.30, for det ødelægger min døgnrytme fuldstændig. Som en opkørt party promoter med Redbull-øjne ligger jeg i sengen søndag aften – og jeg skal kigge langt efter søvnen. Universitat Pompeu Fabra fortjener også ros. Jeg er positivt overrasket over indholdet af de fag, der lærer mig at pitche mine idéer overfor store forsamlinger, og som lader mig udvikle min kreative formidling. Det er et frisk pust fra den meget akademiske tilgang på Aarhus Universitet.