imvblad@gmail.com
Laura fra 6. semester på Medievidenskab drog for snart to uger siden mod Stockholm for at læse sin bachelor færdig i Sveriges hovedstad. Læs her hvordan hun har tacklet den nye situation – fra manglen på cykler til tinderfyre uden forståelse for det danske sprog.
Af Laura Bjærge
Jeg har aldrig været særlig god til forandringer, og jeg kan ikke undervurdere den forandring, det er at rykke hele mit liv op med roden og kaste mig ind i en fuldstændig anderledes hverdag med nyt land, ny by, ny lejlighed, ny skole, ny omgangskreds og nyt sprog. Så. Der var en del tårevædede opkald til mine forældre de første dage. Jeg troede, jeg havde dømt mig selv til fem måneder i Sveriges hovedstad, hvor jeg måtte vandre rundt i ensomhed, mens jeg græd ned i mit knækbrød med tubekaviar.
I dag er det tirsdag, og jeg har været i Stockholm i halvanden uge. Og jeg kan berolige mine forældre med, at det går bedre. Meget bedre. Jeg kommer her med nogle af de observationer, jeg har gjort mig i min tid som eksildansker:
1. Der er INGEN, der cykler. Min roommate, Helene, og jeg havde taget vores cykler med fra Danmark, fordi vi tænkte, at nu skulle vi rigtig være indfødte og trille rundt i byen. Det er der så bare ingen indfødte, der gør. Når vi har delt vores cykeloplevelser med andre, både svenskere og internationale, har de set på os som om, vi var vanvittige. Nej, det er ikke glat, og nej, vi har ikke specielle dæk. Det fungerer så fint. Så kom lige op på cyklen, Stockholm!
2. Man kan ikke få tamponer med indføringshylster. Jeg var meget forfærdet, da jeg opdagede det. I fremtiden bliver jeg nødt til at importere dem fra Danmark, for ellers kan jeg ikke se, hvordan jeg skal komme igennem mine forestående menstruationer.
3. Senere på semestret skal jeg have et fag på svensk, og da mine sprogkundskaber endnu er ret begrænsede, er jeg virkelig nødt til at blive bedre og gerne hurtigt. Desværre er det sindssygt grænseoverskridende at springe ud i rent faktisk at tale det, og hvis jeg så forsøger og får et svensk svar, som jeg ikke forstår, jamen, så falder hele projektet jo hurtigt til jorden.
4. Apropos det med sprog, så virker det generelt som et meget godt scoretrick at være dansk. Sådan lidt eksotisk på en hjemlig måde. Jeg har været på en enkelt Tinderdate og mødte også en Pilou Asbæk-udseende svensker i byen, som jeg tænkte, jeg kunne øve sproget lidt med. Det er dog nemmere sagt end gjort, for ligesom jeg ikke forstår svensk, så forstår svenskerne ikke dansk. I begge tilfælde måtte vi kapitulere og slå over i engelsk. Så føler jeg lidt, jeg har spillet fallit, så i fremtiden skal jeg holde lidt mere fast på, at jo jo, vi forstår sagtens hinanden i Norden.
Listen kunne godt være længere, men i det store hele er der ikke så meget, der er anderledes. Jeg er jo ikke taget til Malaysia eller Ghana – det er altså bare Sverige. Så mens jeg langsomt vænner mig til at sige ”hej då” og ”tack så mycket”, så kan jeg glæde mig over, at jeg stadig kan få leverpostej i supermarkedet.
