I 2019 fyldte billeder af den irgrønne sellerisaft min Instagram. Internettet var kort sagt oversvømmet af rosende ord om den lille grønne stilk, men kan den leve op til sin hype? Jeg har den sidste uge testet det for dig, så du slipper for at bruge din SU på bladselleri i Netto, uden at vide, om der faktisk er noget om snakken.
Frederikke Knold Schønning, Medievidenskab 2. semester
Kan jeg få det godt af at drikke selleri hver morgen?
Forår plejer at være synonym med en overvældende duft af Ajax og nypudsede ruder i hele min lejlighed. Men i år har det ikke kun været min lejlighed, der er blevet pudset og poleret til ugenkendelighed. Jeg har hørt mange sige, at kroppen er sjælens tempel. Derfor synes jeg, det var på tide at foretage en indre ”rengøring”, så jeg kan gå foråret i møde og være renset for alle vinterens dårligdomme.
Mit mål var at finde en overkommelig detox, der ikke involverede ingredienser, som skal importeres fra Langtbortistan eller konvertering til en helt ny livsstil. Efter fem minutter stod det klart, at sidste års mirakelmiddel, blegselleri, skulle være et middel mod alt, det du fejler, og alt det, du endnu ikke er klar over, du fejler.
Derfor satte jeg mig for at teste denne supergrøntsag for dig. Er det overhovedet besværet (og ikke mindst den frygtelige smag) værd at hælde en halv liter ren sellerijuice indenbords hver morgen? Får man det rent faktisk bedre af at drikke den grønne saft?
Lad mig bare være ærlig fra starten; det smager ikke som vingummi fra Haribo.
Sellerifans lovpriser de mirakuløse virkninger
Først må jeg nok gøre det klart, at selvom jeg på det sidste har følt mig træt og udmattet, så har jeg det faktisk godt. Jeg har hverken været syg eller forkølet denne vinter. Men ifølge de kendte og sellerikongen Anthony Williams, så er der intet i denne verden, som selleri ikke kan gøre lidt bedre: en bedre fordøjelse, en udrenset krop, og alle sygdomme bliver holdt på lang afstand. Hvem ville sige nej til at få det bedre? Jeg er i hvert fald den første til at springe ned i SuperBrugsen og tømme hylden for bladselleri.
Opskriften er i og for sig simpel nok. Det eneste, der kræves er en pose bladselleri og en juicer. Såfremt man allerede ejer en juicer, vil jeg vove at påstå, at en billigere detox skal man lede længe efter. Og det bedste er: Hvis det er kærlighed ved første slurk sellerijuice, så er der intet til hinder for, at man fortsætter detoxen resten af livet. Du kan drikke sellerijuice inden din morgenmad fra i morgen og til evig tid.
Der er kun tre krav for, at sellerien har sin optimale virkning: Juicen skal laves lige inden den drikkes, den må ikke fortyndes med vand, is eller anden frugt, og den skal drikkes 15 minutter inden morgenmaden.
Sellerigrød på eksperimentets første dag
Så langt så godt. Lørdag morgen stod jeg klar foran min juicer. Det tog mig fem minutter, så var dagens bundt selleri skyllet, presset og hældt i koppen. I min iver efter at få del i alle selleriens magiske kræfter, hældte jeg ufortrødent den ufiltrerede juice indenbords til min store fortrydelse. Allerede efter anden slurk var jeg døden nær, og efter at have nedstirret min juice i femten minutter måtte jeg holde mig for næsen, da jeg tog en efterfølgende slurk. Det var dog det værste, jeg har smagt i hele mit liv; den suppelignende konsistens fik min mave til at sno sig som en slange.
Efter 250 ml. måtte jeg kaste håndklædet i ringen. Hele dagen ventede jeg i spænding på virkningen fra min supersunde juice, men den udeblev. Jeg kunne overhovedet ikke mærke nogen forskel – jeg havde det præcist så fint, som jeg havde det dagen i forvejen. Bortset fra at jeg de efterfølgende timer kunne smage selleri, hver gang jeg spiste, drak eller trak vejret.
Eksperimentets efterfølgende dage
Anden morgen stod jeg klar med en si til at filtrere sellerigrøden om til en irgrøn juice. Det smagte markant bedre. Men det er ikke fordi, det smager som en kold fadøl på en varm sommerdag. Jeg måtte tage tilløb inden hver tår, men ned kom den halve liter, og sellerismagen hang ved frem mod frokost. Følelsen af bedring udeblev dog også på anden dagen.
Eksperimentets efterfølgende fem dage stod på de samme erfaringer: Juicen blev lettere at få indenbords, men den smagte ikke himmelsk. Faktisk kunne smagen ikke være længere fra. Juicen smager kort sagt sundt; alt for sundt med et lille strejf af noget bittert og noget jordsmag. Hvis det lyder som sød musik i dine øre, så kan du glæde dig over, at smagen ikke er til at slippe af med igen. Al min efterfølgende mad og drikke smagte af selleri, og smagen havde overtaget mine smagsløg i timerne frem mod frokost.
Konklusion: Skal du tømme supermarkedet for bladselleri i eftermiddag?
Efter lidt over en uge på sellerijuice må jeg erkende, at jeg hverken føler mig mere rask eller kureret for, hvad end jeg kunne fejle uden at vide det. Den eneste forskel, juicen har gjort, er, at jeg skal bruge markant længere tid om morgen på at hive fastsiddende selleritråde ud af min juicemaskine, inden jeg skal ud ad døren.
Hvis du er bange for, at du ikke spiser nok grøntsager, så kan sellerijuicen uden tvivl hjælpe dig op i nærheden af Sundhedsstyrelsens anbefaling. Men hvis du ellers husker at spise dine gulerødder og broccoli, så synes jeg ikke, at den har anden virkning, end den kan bidrage med lidt ekstra sundhed til din Instagramprofil, og god samvittighed når turen går til McDonald’s efter hurtig aftensmad.
Jeg føler mig i hvert fald ikke sundere efter en uge med flydende selleri. Smagen af juicen alene gør, at jeg for fremtiden vil holde mig til gulerødder og broccoli, når grøntsagsindtaget skal dækkes. Men hvor om alt er, er dette en mere SU-venlig detox end en juicekur til 400 kroner – men jeg vil vove pelsen og påstå, at juicekuren smager en hel del bedre.
Nu ser jeg frem til ikke længere at smage selleri frem til frokost.