imvblad@gmail.com
Hver uge går podcastserien Mørkeland på opdagelse i grænselandet mellem frygt og fascination. Ved at vende beviser og foruroligende detaljer bag både opklarede og uopklarede mord forsøger to piger fra København at gøre os klogere på de allermørkeste afkroge af det menneskelige sind.
Af Jeanne Dahl Olsen, 5. semester medievidenskab
Forbrydelser, mord og mysterier er blevet dominerende emner blandt andet indenfor skønlitteratur, fiktive tv-serier og dokumentariske programmer. Eksempler som Serial, The Jinx og Making a Murderer, der for nylig havde premiere på anden sæson, viser, at interessen for true-crime genren er stor. Herhjemme så et nyt true-crime tiltag dagens lys i februar i år, og podcastserien Mørkeland har siden da allerede rundet 2 millioner downloads.
I Mørkeland tages lytterne hver uge med på opdagelse i to gamle mordsager fra ind- og udland. Her vendes beviserne og detaljerne bag mordene i forsøget på at finde svar på det, de fleste af os undrer os over – hvad får nogle mennesker til at slå ihjel?
Men mens jeg selv for første gang er på besøg i Mørkeland under en køretur hjem fra Dortmund, undrer jeg mig også over noget andet. Hvorfor er det egentlig, at jeg lytter med? Hvorfor er mine medpassagerer i bilen og jeg betagede af at høre detaljerne bag nogle af verdens mest uhyggelige forbrydelser? Og hvorfor er det i bund og grund, at nogle mennesker fascineres af det, de frygter mest?
Historier over køkkenbordet
Det hele startede i et lejlighedskøkken i København. Camilla var lige flyttet hjem til Danmark fra New York, og som de havde gjort så mange gange før, delte hun og veninden Kristine historier mellem hinanden om både danske og amerikanske drabssager. Mere end én gang havde de tænkt, ’Åh gud, godt der ikke er nogen, der kan høre, hvad vi snakker om lige nu, for de ville jo synes, vi er dybt mærkelige’.
Jeg kan ikke huske vores første samtale om true crime – det skete vel ligesom bare, som når andre taler om Kim Kardashian, bageopskrifter eller Gift ved første blik, fortæller Camilla.
Kristine havde i et stykke tid leget med tanken om at starte en dansk true-crime podcastserie, og i februar blev tanke til virkelighed. De to besluttede sig for at optage deres køkkenbordssamtaler og dele dem med Danmark. Nu er det så fra stuen, at de hver uge lader os tage med til Mørkeland.
Det der drager
Kristine har altid været betaget af true-crime, og hun mindes, hvordan de i hendes barndomshjem så amerikanske kriminalprogrammer om aftenen. Senere da Kristine blev teenager, opsøgte hun selv fortællinger om ægte mysterier og forbrydelser i ugeblade og på biblioteket, og det er netop mysteriet bag mordene, som fascinerer Kristine:
I mange sager er motivet lige til, men i nogle tilfælde ligger nøglen til at forstå et drab i morderens komplicerede sind. Det er den type drabsmænd, der især er fascinerende at tale om, fordi de er sværest at forstå. Er det ondskab? Er deres psykopatiske træk medfødt? Kunne det være forhindret?
Camilla derimod fascineres ikke af selve mysteriet i sagerne. I stedet er det hendes egen voldsomme reaktion på de uopklarede mordsager, der rammer hende. Nok særligt fordi hun har en stor retfærdighedssans.
Det forstyrrer mig i min grundvold, at noget så voldsomt som et mord kan ske, uden at verden skælver. Som børn prøver vores forældre at lære os, at hvis vi opfører os ordentligt og er gode mod andre, så sker der gode ting – hvis vi ikke opfører os ordentligt, driller og er ondskabsfulde, så sker der dårlige ting. Så bliver vi voksne og opdager, at det desværre ikke hænger sådan sammen, fortæller hun.
Camilla har en pointe. For hvordan er der retfærdighed til, når nogle så onde mennesker kan begå så onde handlinger og stadig gå fri? Sagen om Emilie Meng, der i sommeren 2016 forsvinder i Korsør og et halvt år seneres findes myrdet, er blot en af de uopklarede sager herhjemme, som jeg stadig undrer mig over og som nok har rørt noget i os alle. For et eller andet sted iblandt os, går der stadig gerningsmænd rundt med mord på samvittigheden. Måske de også går på arbejde, til bageren eller tager i Tivoli – og det værste af det hele er, at ingen aner hvem.
Det er vel grundlæggende frygten for, at jeg selv kan forsvinde, uden at det bliver opklaret, der spiller ind. Jeg synes, at vi alle som individer er for vigtige til at blive dræbt, uden at den skyldige bliver fanget, forklarer Camilla.
Frygt og fascination går hånd i hånd
Ifølge Gunhild Agger, professor ved Aalborg Universitet og forsker i kriminaljournalistik, har interessen for forbrydelser altid været der. I gamle dage var henrettelser offentlige begivenheder, som samlede folk fra nær og fjern, og siden lærte aviserne og medierne, at ”if it bleads, it leads”. Et eksempel på en sag som virkelig indtog forsider i medierne, var sidste sommers sag om ubådsejeren Peter Madsen og drabet på den svenske journalist Kim Wall. Sagen indeholder nemlig nærmest alle nyhedskriterier og de elementer, der gør den til et fascinationsobjekt for os helt almindelige mennesker.
Det ligger dybt i os, og det er et velkendt fænomen, at tiltrækning og afsky trækker i os på samme tid – det er derfor, fascination er så godt et begreb til at beskrive det, for vi kan rent faktisk tiltrækkes af noget, selvom vi afskyr det, beskriver Gundhild Agger til fyens.dk.
Peer Kaae, der er journalist og forfatter, pointerer også, at årsagen til vores fascinationen for forbrydelser nok ligger endnu dybere i os selv, end blot interessen for en gåde. Som Camilla beskrev, er det for hende frygten for selv at forsvinde en dag, der spiller ind.
Det er en del af vores dødsangst. Det har noget med os selv at gøre, når vi søger noget af det, vi frygter og tager livtag med det, siger Peer Kaae til fyens.dk.
For Kristine ligger der også en form for identifikation i true-crime. Langt de fleste, der er interesserede i true-crime, er kvinder, ligesom det også oftest er kvinder, der er ofre i de mest uhyggelige sager. Identifikationen ligger eksempelvis i den genkendelighed, der opstår, når Kristine hører om en kvinde, der uden varsel bliver offer for en nådesløs gerningsmand.
Fjerndrab, som de kaldes, sker heldigvis relativt sjældent i Danmark, men de får altid stor opmærksomhed, fordi de er sværest at forstå og mest uhyrlige at forestille sig. Det er den slags historier, der får kvinder til at kigge sig over skulderen, når de er alene på en øde strækning en mørk aften, mener Kristine.
Respekt for de pårørende
’I februar 2000…’. Sådan lyder starten på en af de historier, de to veninder fremlægger for hinanden. De tager som udgangspunkt kun sager op, der er over 10 år gamle. Det en hårfin balance, at fortælle vigtige og særlige detaljer om mordene, men samtidig at have respekt for de pårørende til både ofre og mordere. Kristine er journalist og har tjek på det etiske. Derfor udelader de to også ofte detaljer i deres historier som er unødigt voldsomme.
Vi har kun modtaget enkelte beskeder fra pårørende til gerningsmænd og ofre. Nogle vil fortælle os, at vi har misforstået en detalje eller glemt en nuance, andre vil bare takke os for at tage sagerne op, fortæller Camilla.
Nogle lyttere beskriver til Camilla og Kristine, at de slet ikke vidste, at de var interesserede i true-crime før nu, men at de samtidig har svært med at forlige sig med tanken om, at de elsker at lytte til Mørkeland.
Så har vi fået os en snak om, at underholdning jo ikke betyder, at emnerne ikke kan være alvorlige og vigtige og gøre os alle klogere. Og underholdning behøver heller ikke at være uden medfølelse og respekt. Det handler grundlæggende om at lære noget nyt, søge forståelse og indsigt, forholde sig til livets skyggesider og få et dybere kendskab til det danske retsvæsen og vores fælles kriminalhistorie, forklarer Camilla.
Selvom man finder historier om gamle mordsager spændende er det ikke lig med, at man er vild med mord. Jeg forsikrer mig selv om, at jeg ikke er en kold sjæl, blot fordi jeg har lyst til at fordybe mig i true-crime og blive klogere på de mørkeste afkroge af det menneskelige sind. For som Camilla pointerer:
Hvad ved vi egentlig, når det kommer til stykket, om sindslidelser, DNA-spor, forvaringsdomme, ligs forrådnelsesprocesser, psykopati og typer af kvælning? Drab er den ultimativt uforståelige handling, og det ligger til menneskets natur at søge svar.
Det må være en vigtig pointe at tage med sig fra besøget i Mørkeland. Og jeg tror, at det er sådan, jeg finder svar på, hvorfor jeg lytter med. Måske jeg i bund og grund gør det af samme grund som alle de andre, der også lytter. Fordi det frygtelige og utænkelige drager mig, og fordi det er så langt fra det, de fleste af os anser som normer og værdier i vores fælles samfund. Selvom det løber mig koldt ned ad ryggen hver gang jeg hører de grusomme mordhistorier, så tager jeg nok alligevel en tur til Mørkeland igen – måske du tager med?
