Kænguruer, operahus og en stor rød sten. Du tror måske, du kender Australien godt, men landet byder på meget mere, end hvad du ser på postkortet. Tag din backpack på og rejs med os på udveksling til den anden side af jorden.
Af Claudia Hansen og Laura Overgaard 7. semester medievidenskab
Efter 5 semestre i Adornos fængselslignende og deprimerende rammer var vi mere end klar til at komme væk. Ja faktisk så langt væk som muligt. Efter drømmerier om solrige dage ved stranden med lækre surf-fyre i kikkerten faldt valget på Australien. For hvad kunne man mere ønske sig mere end en krølhåret, trimmet aussie med sit surfbræt og en kold bajs. Ja intet kunne overgå denne drøm. Processen til at komme dertil var dog lang. Måske fordi ingen af os havde sat os ind i hele ansøgningsproceduren. Men turen var alt besværet værd. Så læs med, hvis du er klar på at høre om goon, surf camps og generelt alle gode oplevelser i Australien. Nærmere bestemt Melbourne.
De nødvendige forberedelser
For at sikre vores sociale accept i vores nye eksotiske hjemland måtte vi tage alle kneb i brug. Dette nødvendiggjorde en måneds rejse i Asien med dét ene formål at opnå en kulør, som en australier ville finde anstændig. Kuløren var dog ikke det eneste, der trængte til en lille forbedring. Et andet belæg for denne dannelsesrejse til Asien var selvfølgelig også at forbedre vores gebrokne, engelske sprogkundskaber. Dette mål var dog ikke muligt at indfri, da filippinernes sprogkundskaber ikke var som forventet. Tværtimod dygtiggjorde vi os inden for non-verbal kommunikation, som måske også er en dyd i sig selv. Læren om den non-verbale kommunikation skulle dog vise sig at være vigtig under vores ophold i Australien, som bød på utallige sammenstød med ikke-engelsktalende kinesere.
Assimilation er key
Så kom dagen, hvor vi nåede til Australiens land. Vi har hørt at for at blive integreret, må man gøre som de indfødte. Det tog vi meget alvorligt og besluttede os for at praktisere de australske idealer med gode, gedigne aktiviteter som hverdagsfest og surfing. Derfor var det alfa omega, at vi allerede i introdagene meldte os ind i surfklubben og deltog i alle ugens fester.
I Australien foregår festerne ikke blot torsdag, fredag og lørdag. Nej, ugens skema lyder på:
Mandag = fest på Worker’s club
Tirsdag = fest med surfklubben på Blue Moon Karaoke Bar
Onsdag = bowling og bajs
Torsdag = brunch og gratis barbeque på universitet med fri bar
Fredag = houseparty
Lørdag = drinks på rooftop bar
Søndag = hviledag
Ja, det lyder måske lidt overvældende og lettere alkoholforgiftende, men vi festede naturligvis ikke 6 gange om ugen. I hvert fald ikke hver uge. I tænker måske, at det er umuligt at forene denne livsstil med et fuldtidsstudie, men efter et par ugers hård træning kørte det som smurt. Tømmermænd i undervisningen skulle ikke hindre integrationen.
For at integrere os bedst muligt måtte vi yderligere give os i kast med de lokale gastronomiske specialiteter som goon og bbq. Goon var egentlig ikke noget, vi havde kendskab til på forhånd, men det kan man vist roligt sige, at vi fik. Hvis du ikke ved, hvad goon er, så frygt ej. Det er der ingen, der ved. Det minder om vin, men sælges til en brøkdel af prisen i flotte 4-liters papkartoner. Rygterne siger, at det er lavet af fiskeøjne, men det eneste, vi med garanti kan sige, er, at det giver hovedpine dagen efter. Denne hovedpine kan dog let kureres med en pepperoni pizza fra Dominos for blot 20 kroner. Her er der dog også lidt uklarhed om ingredienserne bag. Er du derimod ude efter en højere kulinarisk oplevelse og er en sand kaffeelsker, så er Australien måske stedet for dig. Selv den mest snuskede sandwichbiks gemmer på en god barista bag disken, der serverer billig kaffe inklusive latte-art – perfekt til din Instagram.
2cool4school
Det er ikke kun kaffe, der kan præge dit Instagramfeed. Vores universitet var særdeles med på noderne i forhold til gode gamle Aarhus Universitet. I Australien ved de nemlig, hvad der rører sig i mediebilledet. Behøver vi at sige mere end blogging? Nej, hør nu lige her. På RMIT’s medielinje har alle elever hver sin blog, hvor alt lige fra eksamener til dybere refleksioner flittigt bliver delt. Gå hjem Mascha Vang, vi er de nye influencere (troede vi). Til vores store overraskelse fik mediefaglige refleksioner om for eksempel analog fotografi dog ikke reklamekronerne til at rulle ind på kontoen.
Blogging var dog ikke det eneste uvante for os. Underviserne afveg meget fra den professortype, som man ellers ofte ser på Aarhus Universitet. Tag eksempelvis latinamerikanske Antonio, som underviste os i journalistik. Han var helt sin egen casanova. Kaffen i koppen var skiftet ud med whiskey, og han var ikke bleg for at underholde klassen med anekdoter om weekendens erotiske strabadser.
Budgetteringen på universitet var imidlertid også anderledes end i smilets by. På RMIT afholder studenterforeningen, Rusu, Chill n Grill hver torsdag med DJ, dans og beer pong. Naturligvis også gratis bbq og fadøl i lange baner, som man passende kan nyde inden en spændende time med Antonio.
No worries – der var også tid til sjov
Selvom formålet med vores ophold i Melbourne på papiret var skole, var det også vigtigt, at vi havde tid til at lave andre ting. Aktiviteter som karaoke, surfing og footy (australsk fodbold) var alle oplevelser, som vi ikke ville have været foruden. Ligeledes er road trips og udflugter til Australiens skatte en vigtig del af tilegnelsen af den australske kulturelle kapital. Tilegnelsen i sig selv er naturligvis ikke nok. Det essentielle er dokumentationen af oplevelserne, og her er et selfie med et af australiens kendetegnende dyr i høj kurs. Om det er en kænguru, en koala eller en quokka er ét fedt.
Selvom vi oplevede en vellykket integration i det australske samfund, fandt vi det dog stadig vigtigt at udbrede vores danske værdier og kultur med vores nye venner. Her taler vi ikke kun om Barbie Girl og Bendtner (som til vores store overraskelse er dét, Danmark er kendt for). Nej, vi ville udbrede den hellige gral inden for dansk musik – og derfor er vi stolte af at sige, at der er cirka 50 mennesker i Australien og rundt om i verden, der er i stand til at synge og danse til Nik og Jays kæmpehit “Hot”. Det må i sandhed være vores største bedrift.