Privatliv, forfinede kultur, iscenesættelse og politisk korrekthed. Noget du med sikkerhed ikke støder på, hvis du lytter til podcasten Fries Before Guys, som omhandler alt det, vi ikke taler højt om
Af Steffie Marquart, medievidenskab 7. semester.
“Slidt-klit”. Et begreb, der dækker over en længere onani-session, som efterlader klitoris følelsesløs og simpelthen slidt op.
Svesken på disken. En ligefremhed du med det samme bliver bekendt med, hvis du lytter til et afsnit af Fries Before Guys. To veninder, hvis ærlighed man skal lede længe efter.
Det er grænseoverskridende, men i øjenhøjde. Noget de fleste kvinder kan genkende, men som kun fåtallet tør indrømme. De er ikke bange for sige dét, vi andre fortier.
Et frisk pust
En “quickie’s” eksistensberettigelse, angst, kropshad og kærlighed er blandt de temaer, der nøgternt diskuteres i samtalen mellem de to bedste veninder sidst i tyverne, Josephine Kuhn og Nanna Hovgaard. Podcasten giver en intim adgang til det at være ung kvinde i 20’erne.
Hver uge reflekteres der over et tema, som er tæt forbundet med pigernes liv. Selv samme temaer suppleres nøje med egne erfaringer, hvor ingen detaljer undlades. Der tales frit fra leveren, hvorfor man oplever podcasten som en reel samtale. Og denne ærlighed og åbenhed er netop, hvorfor pigerne er blevet både kendte og anerkendte for deres podcast, som ligger på 5. pladsen over de mest hørte i landet.
Emner, der for manges vedkommende er grænseoverskridende, bliver i dette forum menneskeliggjort. Der er ingen tanker, der er forkerte at dele. Tværtimod.
Du er ikke alene
De to stiftere formår at tage lytteren i hånden og formidle selv de mest kontroversielle temaer på en måde, der både er opløftende og forbløffende. Intet bliver efterladt til fantasien. Diskussionen om, hvilken vibrator, der giver bedst orgasmer og hvorfor, forekommer mindst ligeså naturlig, som talte man om fordele og ulemper ved et samsung-fjernsyn. Begge fjernstyret, begge til glæde for brugeren og begge almindeligt at benytte.
I en tid hvor vi udelukkende ser glansbilledet på de sociale medier og ikke hele sandheden, er denne podcast befriende. Pigerne diskuterer alle de tanker, man som ungt menneske kan have. Al den frygt, der hører med, når man giver sit hjerte væk og er bange for at få det knust. De tanker man skammer sig over, men som man ikke er ene om at have.
Intens intimitet
Vi kan alle være usikre. Vi sætter spørgsmålstegn ved arbejdet, forholdet, kosten og kroppen. Og pigerne er ingen undtagelse. De er ikke eksperter, faktisk er de ligeså meget på bar bund som os andre. Kort sagt er de ikke perfekte, hvilket gør lytteroplevelsen jordnær, morsom og identificerbar. Du hører om livet med alt, hvad det indebærer.
Sandheden skal du høre fra børn og fulde mennesker. Og fra Nanna Hovgaard og Josephine Kuhn.