Vi bruger hvert år 24 dage i december på at følge et magisk juleeventyr i fjernsynet. En såkaldt julekalender. Højst sandsynligt er der tale om en genudsendelse. Se bare The Julekalender, der i år bliver sendt for 9. gang. Men hvorfor vente til klokken 20.25 med at se den på TV2 Charlie, når du kan logge på Mediestream og se alle 24 afsnit lige når du har lyst? Læs med og find ud af hvilke julekalendere du finder på Mediestream og i fjernsynet denne december.
Af Anne Sofie Sønderby, 5. semester Medievidenskab
Det er ikke altid let at komme i julestemning, med eksaminer hængende over hovedet i december. Specielt ikke hvis du som mig benytter årets julekalendere som kur mod eksamensstressen, og derfor havde jeg håbet, at TV2 genudsendte Jesus & Josefine i stedet for Tvillingerne og Julemanden. Heldigvis kan du som studerende på AU bruge dit WAYF-login til at logge på Mediestream, og se lige den julekalender du har lyst til.
Julekalendere on demand
På mediestream.dk får du adgang til flere end 20 af de bedste julekalendere, lige når det passer dig. Du får blandt andet mulighed for at se eller gense Jul i Valhal, Absalons Hemmelighed, Nissebanden og mange flere.
Mediestream giver online adgang til Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger af tv-udsendelser sendt på udvalgte danske kanaler siden 2006. Grunden til at julekalendere, som er udgivet før denne dato, stadig er tilgængelige, skyldes, at de er blevet genudsendt på enten DR og TV2 efterfølgende. Dette er desværre også forklaringen på hvorfor blandt andet Krummernes Jul, der senest blev genudsendt i 2001, ikke er at finde på sitet.
Det skal dog lige nævnes, at materialet på Mediestream kun må benyttes i forbindelse med forskning, studie- og undervisningsbrug. Så måske skal du i december researche på julekalendere til næste eksamenscase?
Hvilke julekalendere er bedst?
Det kan måske være svært at huske hvilke julekalendere, der er blevet sendt eller genudsendt siden 2006. Jeg har derfor afbilledet 19 af julekalenderne fra Mediestream på juletræet nedenunder. Julekalenderne har jeg rangeret efter, hvilke jeg synes er bedst. Således er den bedste julekalender placeret i julestjernen. De næstbedste julekalendere er placeret i juletræets top og nedefter, indtil vi rammer den absolut dårligste julekalender placeret i træstammen. Vurderingen er lavet ud fra, hvor god julestemning man kommer i, antallet og kvaliteten af julesange og til sidst hvor lærerig den er. Er du enig i min vurdering?
Jesus & Josefine, Jul i Valhal og Pyrus er fantastiske juleeventyre. En holdning jeg sikkert deler med mange børn fra 90’erne, som har haft en gunstig alder, da de så disse julekalendere i starten af 00’erne. Fælles for dem er at de emmer af julestemning, har julesange nok til en playliste og et tvist af lærerigt element i sig. Flere af de nye julekalendere nøjes med en titelsang, foregår tilfældigvis i december og benytter en tvivlsom julemandskarakter som Lars Hjortshøj. Om det skyldes nostalgi, eller om kvaliteten simpelthen bare er faldet, er jeg nok ikke den rigtige til at vurdere.
Rangering: 1. Jesus & Josefine, 2. Jul i Valhal, 3. Pyrus, 4. Absalons Hemmelighed, 5. Bamses Julerejse, 6. The Julekalender, 7. Nissebanden i Grønland, 8. Pagten, 9. Nissernes Ø, 10. Tinkas Juleeventyr, 11. Den Anden Verden, 12. Jul på Vesterbro, 13. Ludvig og Julemanden, 14. Juleønsket, 15. Tidsrejsen, 16. Snefald, 17. Tvillingerne og Julemanden, 18. Jullerup Færgeby, 19. Jul i Svinget.
Årets julekalendere på flow
Hvis du er typen, der bedst kan lide at få serveret din julekalender samme tid hver dag, så er der også noget for dig. I december bliver der vist intet mindre end otte julekalendere på flow-tv. Få her er et overblik over hvor, hvornår og hvilke julekalendere der bliver sendt i år.
Pyrus – Alle Tiders Julemand
Se den på TV2 Kl. 15.50
Theo og Den Magiske Talisman !NY!
Se den på DR1 kl. 19.30
Tvillingerne og Julemanden
Se den på TV2 kl. 20.00
The Julekalender
Se den på TV2 Charlie kl. 20.25
Rytteriets Jul
Se den på DR2 kl. 21.30
Derudover viser DR ramasjang og DR Ultra tre julekalendere.