Debatindlæg: Tænk ikke på os, Tommy Ahlers. Vi er vel fleksible?

Af Jeanne Dahl Olsen, Medievidenskab 6. semester

I morgen d. 1. marts er der deadline, hvis man skal søge ind på en kandidat til sommer. Mange af mine medstuderende er helt sikre i deres valg af kandidat. Deres ansøgning er udfyldt og sendt afsted. Ude af verden. Nogle har valgt at fortsætte på kandidatoverbygningen af bachelorstudiet, mens andre vælger at læse en kandidat i et andet fagfelt. Jeg selv derimod er stadig i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet vil fortsætte direkte på kandidat, når jeg til sommer afleverer sidste eksamen på min bacheloruddannelse.

Jeg drømmer om et års pause fra bøgerne, med arbejde og oplevelser. På den måde vil jeg forhåbentlig vende tilbage studiet med fornyet energi og en større viden om, hvad jeg gerne vil bruge en kandidat til. Jeg tror ikke, jeg er alene med de tanker? Derfor blev jeg også glad, da Undervisnings- og Forskningsminister, Tommy Ahlers, i starten af december sidste år løftede sløret for en ny aftale blandt folketingets partier om ”uddannelsesfleksibilitet”. Aftalen skal blandt andet sikre mere fleksibilitet i vekslen mellem studieliv og arbejdsliv. Der skal altså være bedre mulighed for at kunne arbejde efter endt bacheloruddannelse og stadig have krav på at kunne vende tilbage og læse kandidatuddannelsen i sit bachelorfag. Retskravet skal udvides, så man har ret til kandidaten hele tre år efter endt bachelor.

”Lovgivningen forventes at træde i kraft 1. juli 2019” står der på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside, og alle, der afslutter deres bachelor i 2019, kan gøre brug af det forlængede retskrav. Fremragende! Så vil vi, der bliver færdige til sommer få mulighed for at afprøve arbejdslivet, blive klogere på, hvad det præcist er vi vil og så kunne træde tilbage til uddannelsessystemet. Men bliver det nu også sådan? Der er stadig ikke kommet noget klart svar om, at lovændringen er i hus. Faktisk fortæller ministeriet, at lovforslaget ikke engang er fremlagt i Folketinget endnu, og derfor langt fra vedtaget officielt. Der er altså lavet en aftale – og så alligevel ikke helt.

Det er frustrerende, når der i morgen netop er deadline for tilmelding eller ikke tilmelding til kandidatuddannelse. Hvordan skal man træffe en beslutning ud fra en forventning om, at loven om retskravet ændres? Ja, det kan studievejlederne heller ikke svare på, og derfor kan de ikke vejlede ud fra, at retskravet ændres, hvilket det jo ellers efter sigende forventes at blive. Frustrerende.

Mon Ahlers og de andre når ud af busken med en klar besked inden i morgen? Det ville være naivt at tro. Jeg undrer mig over, at universiteterne ikke har haft en interesse i at få et klart svar på deres studerendes vegne. Hvorfor har de ikke hevet løven lidt i halen noget før? For er det acceptabelt, at man lader studerende gå i en uvis venteposition? I august 2017 så vi også et eksempel på, at regeringen satte borgere i venteposition. Det rygtedes dengang, at de i den nye finanslov og skattepakke ville sænke registreringsafgiften, hvilket påvirkede potentielle bilkøbere og nærmest satte bilsalget fuldstændig i stå for en periode. Hvordan skulle folk kunne træffe en beslutning på en uafklaret udmelding fra politikerne? Jeg er klar over, at man ikke nødvendigvis rider samme dag, man sadler, og at en lovændring ikke skriver sig selv. Men jeg undrer mig over, at man fra politisk side er så sløve i betrækket, når man vel er klar over, at der for de studerende netop er en deadline på kandidatuddannelser lige om hjørnet?

Her sidder jeg så nu, potentiel fleksibel studerende, og (for)venter svar fra Borgen. Men det når ikke at komme. I stedet må jeg vel for en “sikkerheds skyld” tilmelde mig kandidaten i mit bachelorfag i tilfælde af, at retskravet ikke ændres mod forventning. Og så må jeg tage beslutningen om, hvorvidt jeg vil takke ja eller nej til kandidatpladsen, når jeg engang ved besked. Jeg føler mig presset. Det er ærgerligt. For jeg vil ellers rigtig gerne være fleksibel, og vil gerne gøre brug af det fleksible uddannelsessystem, som aftalen netop forventes at medføre. Men jeg vil ikke være fleksibel med ventetiden på svar, når jeg selv har en deadline.