At løbe et maraton

For at motivere mig selv til at træne, meldte jeg mig i november måned til mit første maraton. Her er min 42 kilometer lange oplevelse.

Af Mikkel Friis Vognæs, Medievidenskab, 6. semester.

 

Som studerende er det ofte træningen der bliver nedprioriteret når skemaet er tætpakket. For cirka et halv år siden, meldte jeg og min ven, Mads, os til et maraton i Rom, for at prøve grænser af, og for at motivere os selv til at tage løbeturen, også på de regnvåde weekender.

Jeg har stadig romersk tempelstøv under skoene, metrobilletter i pungen og en utrolig insisterende chorizo siddende mellem tænderne. Med smagen af Italien på tungespidsen, og med noterne nedskriblet i min lille brune notesbog, forsøger jeg fra mit små rodede kollegieværelse at indkapsle fornemmelsen af at krydse målstregen foran Colosseum, efter at have tilbagelagt den godt 42 kilometer lange rute gennem Roms snørklede gader.

Og jeg mener forsøger.

For hvordan beskriver jeg lige fornemmelsen af at have udført den klart hårdeste fysiske kraftanstrengelse jeg nogensinde har formået, mens jeg har bevæget mig mellem nogle af historiens mest ikoniske bygningsværker? Jeg ved det ikke, så måske er det nemmeste bare at gå grundigt til værks og starte fra en ende af. Jeg håber at beskrivelserne af turen afspejler bare en brøkdel af den fornemmelse, jeg humpede væk fra mållinjen med.

 

Gameday

Selvom løbet først begynder omkring klokken 9, står vi op klokken 6 for at spise morgenmad. Vi har læst, at man skal spise cirka tre timer før løbets start, for at give kroppen mulighed for at fordøje maden. Da vores vækkeur kalder os til dåd, er det dog stadig bælgravende mørkt i vores lille Airbnb værelse, og vi spiser søvndrukne den nyindkøbte müsli. Der bliver ikke udvekslet mange ord – tankerne er et andet sted.

Der er nemlig en helt speciel stemning her til morgen. Det er en absurd følelse at stå op og vide, at vi på denne dag skal forsøge at præstere, som vi aldrig har gjort før. At vi, rent fysisk, kommer til at blive presset til det yderste, noget som man normalt forsøger at undgå. Det handler ikke bare om at løbe langt, men også om finde ud af noget om sig selv. Kan jeg klare mosten. Har jeg dét i mig.

Vi spiser så meget vi orker, og smutter tilbage i seng. Vi kan lige nå at snooze i 30 minutter inden virkeligheden indhenter os, og vi lidt modvilligt, men også spændte tager af sted mod startlinjen. På vejen derhen går vi gennem en lille park. Det er begyndt at småregne, og vi søger ly under et træ imens vi spiser vores medbragte æbler – den sidste nadver.

 

 

Startskudet lyder

QUADRO, DRES, DOS, GOGOGO! Vi starter lige ude foran Colosseum. Vores røde startnummer indikerer, at vi er i den sidste gruppe, hvilket betyder at den entusiastiske speaker allerede har sendt alle andre ud på ruten. Det betyder også, at de fleste omkring os er ældre powerwalkere, og vi bruger de første 5 kilometer på at smyge os forbi midaldrende kvinder med store armbevægelser.

Da løbet skydes i gang, sker der desværre også noget andet. Regnen vælter ned over os og resten af de 8.000 løbere. Skybrudet efterlader tilskuerpladserne rimelig tomme, men til gengæld er der et symfoniorkester – deres uniformer kunne indikere, at de var fra brandvæsenet. Moder jord er vikar for dem i dag. I starten er der et tydeligt overskud blandt løberne, og mange af dem klapper opmuntrende til de opmødte musikanter. Et overskud som ikke holder hele løbet.

Med regnvåde brosten under os, bevæger vi os stille og roligt gennem Roms kvarterer. Efter omkring 8 kilometer befinder vi os på en lille højderyg, hvilket giver os udsigt udover løberne foran os. Der møder os et ret bizart syn. Et hav af neonfarvede rygge hopper taktfast op og ned blandt de historiske bygninger. Som en psykedelisk tsunami strømmer vi gennem gaderne. Vi har heldigvis stadig overskud til at smile af dette mærkværdige syn, der udfolder sig foran os.

Generelt er der en opløftet stemning blandt løberne. Vi ser flere, der er iklædt deres nationalflag, og der er helt klart en gensynsglæde, når folk spotter nogen fra deres hjemstavn. Vi møder selv et par danskere forholdsvis tidligt i løbet. Sjovt nok er det ikke mærkeligt at snakke med de andre løbere, tværtimod er det næsten forventet at man lige hilser, hvis man passerer en anden dansker. Folk man ville have passeret på gaden uden at ænse dem et blik, er nu blevet fortrolige venner. Det er som om, at vores fælles skæbne udvisker den danske generthed

 

Halvvejs

Da vi har løbet i lidt under to timer passerer vi 21 kilometermærket, som betyder at vi har løbet halvdelen af turen. Det er også på dette tidspunkt, at de første løbere begynde at nærmer sig målstregen. Den hurtigste ender med en tid på ca 2 timer og 8 minutter. For at sætte det lidt i perspektiv, betyder det, at han løber hver kilometer på cirka tre minutter – mere end to minutter hurtigere end vi gør.

Det er også på dette tidspunkt, at trætheden begynder at melde sin ankomst. Den har tålmodigt fuldt efter os på afstand, men nu da den første adrenalin begynder at lægge sig, sniger den sig ud af skyggerne og begynder lige så stille at smyge sig om vores kroppe. Som en bittesmå blyvægte bider den sig fast i vores fødder og lægge. Først blidt, men hurtigt med større og større kraft. Det ses også tydeligt på dem omkring os.

Blikkene er sænket og stift rettet mod asfalten, og hvor folk tidligere småsludrede er samtalerne blevet reduceret til lavmælt mumlen eller stilhed. I starten løb vi alle i store flokke, men en usynlig kraft har trukket i os og gjort vores flok til en lang slange. Dog samles der stadig små klumper omkring de såkaldte ’pacemakers’. Pacemakers er folk ansat til at holde en bestemt fart gennem hele løbet, og som man kan følge, hvis de ønsker at opnå en bestemt tid. De løber med forskelligt farvede balloner, og de forskellige farver repræsenterer en bestemt tid.

Hverken jeg eller min ven Mads er super sporty typer. Vi har begge en udmærket fysisk grundform, men vi har aldrig prøvet noget i nærheden af det, at løbe et maraton. Desuden vi er begge studerende, hvilket jo betyder at øl også er en del af det daglige brød som vi takker gud for. Et faktum som bliver lysende klart da vi – med besvær – passerer de 30 kilometer. Vores seneste besøg ved fredagsbaren ligger utroligt klart i hukommelsen på dette tidspunkt, og jeg kan ikke andet end at være lidt træt af fortids-Mikkel.

Et lille lyspunkt i denne mørke tid er de små pitstops, der er placeret med 5 kilometers mellemrum. Som små energifyldte fyrtårne forsikrer de os om, at det går den rigtige vej, og leder vores udmattede kroppe sikkert i havn. De serverer håb i form af frugt og obskure energidrikke. De sidste 10 kilometer begynder de også at servere sukkerknalder, et tilbud vi udnytter som to præmiehingster.

 

 

Slutspurten

Vi bevæger ind på de sidste fem kilometer. Solen begyndt at skinne, og det kan mærkes på tilskuerrækkerne. Folk råber, hvad jeg formoder er opmuntrende tilråb, men jeg forstår intet, og selv hvis jeg gjorde, ville jeg nok ikke lytte efter.

Da jeg endelig nærmer mig målstregen, kan jeg næsten ikke tro mine egne øjne. Lige efter at have passeret 41 kilometerskiltet, skal vi op af en bakke. Jeg håber, at vejen drejer af i sidste øjeblik. At det er en eller anden ondskabsfuld joke, men forgæves. Hvem i alverden mente, at det ville være en god idé at lægge ruten et sted, hvor man efter 41 kilometer skulle løbe opad? Jeg forbander i mit stille sind maratonarrangørerne, mens jeg med mine sidste kraftanstrengelser bestiger det, som på dette tidspunkt lige så vel kunne være Mount Everest.

Jeg glemmer dog snart min bitterhed, fordi foran mig kommer målstregen til syne. Og det er ikke bare en målstreg. Det er enden på lidelsen. Det er slutningen på et 6 måneders langt kapitel med ømme fødder. Det er stregen der adskiller succes fra fiasko. Min ven, der er kommet ind cirka 2 minutter før mig, kommer mig i møde, og vi falder hinanden om halsen, som om vi lige har overlevet en gidseltagning.

Brosten har aldrig i mit liv føltes så behagelige. Selvom trætheden på dette tidspunkt har bidt helt ind til knoglerne, nyder vi det i fulde drag. Vi halvt sidder, halvt ligger blandt de triumferende maratonløbere. Folk highfiver hinanden, og jeg udveksler anerkendende nik med mennesker jeg aldrig før har mødt. Der er en utrolig fællesskabsfølelse blandt folk. Det er som om, at den fælles smerte har bragt os sammen. Ved målstregen er der ingen køn, ingen nationaliteter, ingen racer – der er kun vindere.

Jeg ved ikke, hvor lang tid vi ligger her på brostene, men vi nyder, at vi er færdige. Da vi bevæger os tilbage mod vores lejlighed, føler vi intet kan stoppe os, altså på nær trapper eller høje kantsten. Tilfredse og glade suger vi den sidste sol til os, inden vi vender ryggen til Rom.

Tilbage på kollegiet strækker jeg benene. Når jeg sidder ned glemmer jeg hurtigt, hvor øm jeg egentlig er, men lige så snart jeg rejser sig, er jeg ikke i tvivl. Jeg går stadig en smule skævt her et par dage efter løbet, men det vil højst sandsynligt gå over om lidt tid. Noget som derimod aldrig vil forlade mig, er den fornemmelse som strømmer gennem en, når man krydser målstregen.

Der var på et tidspunkt en der fortalte mig, at mennesket ikke kan erindre smerte. Dengang rynkede jeg på næsen og tænkte – ”den er god med dig”. Men efterhånden som dagene går, virker det mere og mere tiltalende endnu en gang at drage ud på den 42 kilometer lange rejse – så måske er der alligevel noget om snakken.