Luciaoptog, konfekt, mandelgave, julefrokost, andesteg. Listen er lang. Der findes et hav af traditioner i julen rundt omkring i verden. Selvom vores egen måde at fejre jul på synes helt rigtig, så er der altid mulighed for at krydre december måned. Jeg præsenterer her et lille udvalg af klodens sejeste, mærkeligste, og måske endda inspirerende måder at markere en af de skønneste højtider på året.
Af Signe Hedegaard Hansen, Medievidenskab, 5. semester
Andesteg eller flæskesteg? En tur i kirken juleaften eller ikke? Alle gaver pakkes op på samme tid eller en ad gangen? Disneys juleshow eller ingen fjernsynskiggeri den 24. december? Selvom vi i vores beskedne lille land har varierende do’s and dont’s i december måned, kan det på ingen måde sammenlignes med, hvordan resten af den store verden fejre kalenderårets sidste måned.
Sankt Hans vibes, gæstfri gammel skik og sko fyldt med godter
Heksene kommer juleaften! Det tror mange nordmænd i hvert fald, hvilket får dem til at gemme deres koste væk, inden de går i seng juleaften. Traditionen har rødder i en gammel overtro, som går på, at ånder og hekse med større sandsynlighed holder sig væk, hvis kostene gemmes væk.
I Polen dækker man altid op til en ekstra mand den 24. december. Gammel skik siger nemlig, at ingen skal være alene juleaften, så hvis nogen skulle ske at banke på døren, skal der være dækket op til hvem der måtte komme forbi. I mange polske hjem ligger der desuden et tyndt lag halm under den (altid) hvide dug som skal markere, at Jesusbarnet blev født i en stald.
Syd for den danske grænse har vores tyske naboer en tradition tidligt i december måned. 5. december sætter mange børn nemlig deres sko uden for døren i håbet om at få dem fyldt med godter. Ønsket bliver bare kun opfyldt, hvis de har været artige i det forgangne år. Ellers må de tage sig til takke med at få stukket en gren i skoene i stedet. Ikke så lækkert at tygge i.
Levende fisk og KFC på menuen
Selvom andestegen og risalamande er det helt rigtige at sætte på bordet, så har de i Tjekkiet og Japan helt andre meninger om, hvad maven skal mættes af juleaften. Hos mange tjekkiske familier spiser man for eksempel fisken karpe, og hold nu fast! Mange køber den levende, og lader den svømme rundt i badekaret lige indtil den tilberedes på dagen og serveres. Lækkert ikke?
Hos vores japanske venner er det kun en meget lille procentdel, som er kristne, hvilket betyder, at julen ikke er en officiel højtid for dem. Dog er december måned vældig traditionsrig hos dem, hvor den vestlige kultur har sat sit præg på julemiddagen. Det er nemlig ekstremt populært i Japan at spise friturestegte kyllinger fra fastfoodkæden KFC juleaften. Gad vide om brunede kartofler og rødkål ville passe godt til det?
En kold og hvid jul er det eneste rigtige, eller?
Mange af os ønsker os altid en hvid jul, og det kræver, at temperaturen siger minusgrader. Sådan er det ikke på den anden side af kloden, hvor de i Australien ikke skal være bange for at komme til at fryse i julen. Juleaften kan snildt blive holdt på stranden i 40 graders varme med grillmad og badetur. Desuden er der også flere steder tradition for en omgang cricket under den bagende sol på juleaftensdag.
Skulle man få lyst til en anden varm tradition i december måned, er Estland et godt bud. Her er det nemlig ganske almindeligt at gå i sauna juleaften. De estiske familier bruger dog ikke kun saunaen til at få varmen i den kolde årstid, men også til at spise julegodter med familien. Og nårh ja, det er naturligvis uden tøj på.
Lidt krydderi til den sidste måned på året
Der findes masser af muligheder for at krydre din december måned. Inspirationen kan komme mange steder fra, så måske du har fået mod på en tur på KFC eller i sauna den 24. december? Om ikke andet, så tror jeg på, at mange familier har deres eget særlige ritual i løbet af julen. Hjemme hos mig synger vi for eksempel Drengene fra Angoras ’Jul i Angora’ rundt om juletræet og oddser penge på hvem, der ender med mandlen. Hver sin familie, hver sin jul.