Så er det den tid på året igen. November, december, jul. Lige så svært det kan være at finde på gaver til andre, ligeså svært kan det være selv at finde på årets julegaveønsker. Frygt ej – her er fem bud på ønsker, du ikke vidste, du havde.
Af Jeanne Dahl Olsen, Medievidenskab 5. semester
”Jamen du godeste, er det allerede…
Jul det’ cool sikke tiden den går
Der er intet lavet om siden sidste år
Det’ de samme ting vi spiser, det’ de samme ting vi laver
De samme ting i TV, de samme julegaver
Samme pengeproblemer, det’ dyrt og hårdt
Udelukkende overtrukne kontokort…”
Sådan lyder det i MC Einars ”Jul Det’ Cool”, og der er da heller ikke lavet meget om siden sangen udkom i 1988. Det føles som om, at der allerede er 15.000 mennesker i Magasin og en folkevandring op og ned ad Strøget. Før vi får set os om, er det julefrokosttid og traditionspilleri, så slankekur i januar og alt det der. Det er stadig de samme ting vi spiser, og de samme ting vi laver. Men måske TV er erstattet af Netflix, og ja, hvad med de gaver?
Vi kunne jo ønske os det samme, som vi gjorde sidste år? Men hvis du heller ikke vil ende med at pakke det sædvanlige par underbukser eller din favoritparfume ud igen i år, og stadig ikke ved hvad du skal ønske dig, så hold tungen lige i munden. Her kommer nemlig fem bud på (mere eller mindre) geniale julegaveønsker, du som studerende ikke vidste, du havde.
Spar penge på den lange bane
Hvorfor ikke ønske sig en gave, der kan give dig selvtillid, klap på skulderen og samtidig spare dig penge på den lange bane? Bogen Cykelreparation burde ligge under alle studerendes juletræ. Bogen er en ”selvhjælps” bog til os cykelejere, der på en overskuelig måde kan guide os gennem både små lapninger og daglig vedligeholdelse, samt store reperationsdilemmaer, som hjulopretning, justering af bremser osv. Med denne bog er du fri for at besøge cykelmekanikeren, og kan i stedet bruge SU’en på noget andet fornuftigt. Hvem ved, måske du kan blive opgangens eller vennekredsens lokale mekaniker og endda tjene lidt penge på dine nye evner?
Find den her
Pas på nakken – op med bogen
Med en bogholder, der holder din bog åben og på plads, kan du læse uden de sædvanlige problemer. Du skal ikke bøvle med de irriterende sider, der vil hoppe tilbage igen, hvis ikke du holder fast. Samtidig gavner det din nakke ikke at skulle kigge nedad hele tiden, og så kan du vel holde kiropraktoren for døren lidt endnu. Så står du overfor en lang eksamensperiode i januar, er dette måske et ønske for dig.
Find den her
Gaven, der gavner i fredagsbaren
Har du nogensinde prøvet at stå til en fest eller en fredagsbar uden en oplukker i nærheden? De fleste (særligt fyrene) er efterhånden ved at have indøvet både det ene og det andet show når de åbner en øl uden brug af oplukker, men i stedet med en flaske, en lighter eller noget helt tredje. Er du til gengæld ikke helt så skarp endnu, så er dette bælte din redning. Med en øloplukker som en del af bæltespændet er du altid klar til at kunne åbne en øl – hvor som helst, når som helst.
Find den her
Luftfrisker til kollegieværelset
Glem alt om Wunderbaum. Denne duftfrisker med duftnoter af Jelly Belly må klart på din ønskeliste, særligt hvis du er så heldig at tøffe rundt i en bil. Men duftfriskerne kan med fordel også bruges på dit indelukkede kollegieværelse eller et helt tredje sted, hvor duften af slik ville være at foretrække. Med en pris på sølle 39 kr. kan du roligt ønske dig et par stykker og sprede slikduft, hvor end du befinder dig.
Find dem her
Varme fødder for altid
Har du ikke gulvvarme på badeværelset eller sparer du måske generelt lidt på varmen hjemme i lejligheden, så er dette futterne, du har ventet på. Hot feet hjemmeskoene kan varmes i mikroovnen og holde dine fødder varme i timevis. Foruden det, har de en dejlig duft af lavendel – hvilke vi jo alle går og drømmer om, at vores fødder skal dufte af.
Find dem her